SustainImpact - Bachs Bæredygtige Bryg

SMV: Lær om dobbbelt væsentlighed fra de største

Skrevet af Ole Bach Andersen | 16. april 2024

Bocuse d'Or og Bachs Bæredygtige Bryg

Det kunne ellers være sjovt, men min bryg (=blog) har aldrig været til Bocuse d’Or, den internationale kokkekonkurrence. Når jeg nævner den, så er det fordi jeg ledte efter en analogi for at lære fra de “største”.

I denne blog har jeg været på jagt efter, hvad vi som SMV’er kan lære af de store, når de præsenterer deres dobbelt væsentlighedsanalyser i deres bæredygtighedsrapportering. Jeg skriver ikke “de bedste” for bæredygtighedsrapportering bør ikke blive en konkurrence om selve rapporten.

Tilbage til Bocuse d’Or Europa. For ca. 4 uger siden vandt det danske kokkehold, den europæiske forløber for den internationale kokkekonkurrence. Har det nogen som helst effekt på det danske fødevareerhverv? Med andre ord kan erhvervet lære noget af eller få gavn af det? Ifølge formanden for det danske Bocuse d’Or akademi, så smitter det af på hele fødevareerhvervet herhjemme både i form af talentudvikling og international fokus på dansk gastronomi og fødevarerhverv. Så med det som et videnskabeligt faktum 😜, så vil jeg mene at analogien er i orden. Lad os se hvad vi kan lære.

 

De første observationer

 

Jeg har lavet en mikroanalyse af 5 C25 selskabers bæredygtighedsrapportering for 2023, og de 5 selskaber er: Maersk,  Novo Nordisk,  ISS,  Danske Bank  og  Carlsberg.

Alle selskaberne er i C25 og opererer i meget forskellige brancher.

Mine umiddelbare observationer:

Vi ser ikke en fuld analyse. De fleste øver sig på CSRD/ESRS, og flere lægger op til en komplet dobbelt væsentlighed i løbet af 2024.

De røber ikke deres scoringsmodeller. Selv ISS, som er den af de 5 der har delt mest om dobbelt væsentlighed, antyder de kun deres scoringsmodel.

Strategierne bekræftes. Ingen af analyserne have givet anledning til revision af strategi, snarere justering af praksiser, og åbnet op for områder, som kræver dybere analyse.

Det er et omfattende arbejde. De bruger mange resourcer og inddrager mange interessenter.

Det er en lang rejse. De har alle været igang i adskillelige år, men CSRD tilføjer kompleksitet.

Store virksomheder berører stort set alle bæredygtighedsområder. Men dobbelt væsentlighedsanalysen anvendes til at vælge, hvad de fokuserer på.

Der er stor forskel på at lave en analyse for en stor global koncern, som opererer i mange brancher på klodens kontinenter, til at lave en analyse for en SMV i en enkelt branche, men når det er sagt, så noterer jeg mig at det er et omfattende arbejde og det er en lang rejse. Derfor er det en god idé at komme tidligt igang, selv i mindre skala. 

 

Hvad er de 5’s væsentlige bæredygtighedsemner?

For en koncern som Maersk er alle bæredygtighedsemner væsentlige, hvilket kan forklares ud fra deres globale virke, og at de måske ikke kan tillade sig et fravalg. I den anden ende har Danske Bank ikke offentliggjort deres væsentlige emner, med den argumentation at de først laver dobbelt væsentlighedsanalyse næste år.

I min minianalyse ser top 5 således ud:

  • E1 – Klimaforandringer og Energi.
  • E5 – Cirkulær Økonomi
  • S1 – Egne ansatte
  • S4 – Brugere og Kunder
  • G1 – Ledelsespraksis

Punkt 3-5 er jo klassisk set en del af virksomhedens normale praksis, så måske ikke så underligt at de er prioriterede.

Under Punkt 1 hører klima og CO2-emissioner, som har længe været et fokus for de store virksomheder, og så er E1 et ufravigeligt krav i CSRD.

Glædeligt at se E5 cirkulær økonomi som en fællesnævner for de fleste. Herunder hører jo blandt andet både retur-systemer og affald.

Jeg kunne ønske mig at specielt biodiversitet var højere på den fælles agenda, men i det mindste er det en del af analysen, og dermed med i dialogen og emnerne skal nok komme med de interne roadmaps.

 

Nå, men hvad kan vi som SMV’er lære af de store?

Helt generelt, så er det selvfølgelig særskilt interessant, hvis man er leverandør til en af de 5 virksomheder, men så er man nok også allerede orienteret om, hvilke forventninger de har til dig – herunder også indenfor bæredygtighed.

Så nedenfor har jeg opsamlet de 5 vigtigste generelle læringspunkter, som har relevans for dig som SMV’er.

  1. Involver dig med dine interessenter

    Alle de store forklarer hvor vigtigt det er at række ud til sine interessenter for at få indsigt i deres forståelse, forventninger, krav til sin virksomheds indvirkning, risici og nye forretningsmuligheder i forbindelse med bæredygtighed.

    Den indsigt fra dine kunder, medarbejdere, bestyrelse, ejere, bank, forsikring, ngo’er brancheforening giver et stærkt grundlag for revision af din strategi. Så uanset om du har til hensigt at lave en dobbelt væsentlighedsanalyse, så er min anbefaling: lav en interessentanalyse indenfor bæredygtighed.

  2. Dobbelt væsentlighedsanalyse (DMA) som et strategisk værktøj

    Alle de store forklarer at DMA’en er et vigtigt værktøj til at få identificeret væsentlige emner, samt få øje på nye risici og muligheder – og for nogen en anledning til at få forbedret sin praksis.

    De store har ikke fået ændret sin forretningsstrategi på baggrund af DMA’en, men de har også arbejdet med disse emner længe.

    For dig som SMV giver DMA’en et solidt grundlag til at få kigget din forretningsstrategi efter i hjørnerne – og for nogen vil et være grundlaget for en helt ny tilgang til markedet.
    Min anbefaling: Skal du arbejde med bæredygtighed, så lave en dobbelt væsentlighedsanalyse

 

  1. Fokus på værdikæderne

    Når de store har udpeget deres væsentlige emner, så er de fra næste år forpligtet på at rapporterer i dybden på de emner – inklusive hele deres værdikæde. Det er en meget svær øvelse, blandt andet fordi SMV-leverandørerne endnu ikke lovmæssigt er forpligtet på at rapportere. Så de store er i fuld gang med at tackle dette.

    Som SMV’er kan du hjælpe din kunde med at skaffe data for din forsyningskæde, og måske endda skabe en forretningsmulighed i at hjælpe dem med at realisere deres mål.

    Min anbefaling: 1. Undersøg om der er en forretningsmulighed for din virksomhed her, og 2. sørg for at få styr på din egen virksomheds værdikæde.

  2. Byg på deres erfaring

    Når du skal rapportere på bæredygtighed, så vil du sidde med en masse spørgsmål, usikkerheder og tolkningsmuligheder til hvordan man gør. Allerede nu kan du lære af de stores rapporter, også selvom de først er underlagt CSRD fra næste års rapportering.

    Et sted, hvor du SMV nemt kan lade dig inspirere er virksomhedernes politikker.
    Min anbefaling: Stjæl med glæde, men hop ikke over diskussionen og beslutningsprocessen. Det kan være at du kan reducere eller helt slippe for advokatudgifterne, men I skal igennem de grundlæggende diskussioner om, hvad og hvorfor det er vigtigt for jer, og hvordan I vil indføre og håndhæve politikkerne. 

  3. Brug strategi og værktøjer fra din (kommende) kunde.

    Hvis du har ambitioner om at skulle levere til ovenstående 5 eller andre i den klasse, så find deres bæredygtighedsrapport og find krav, risici og forretningsmuligheder for din virksomhed.

    Eksempelvis skriver Maersk at de vil lægge vægt på Science Based Targets Initiative (SBTi) i deres samarbejde med leverandører. Det er ikke en lille opgave. Min anbefaling: Vurder SBTi seriøst og spørg ind til det i din dialog med Maersk, så har du grundlag for at tage den rigtige beslutning for din virksomhed.

  4. Trinvis tilgang til Dobbelt Væsentlighed

    De fleste beskriver hvordan dette års DMA er en "midlertidig" DMA, hvor den fulde og korrekte DMA kommer med næste års rapportering, hvor den så skal overholde kravene fra rapporteringsdirektivet.

    Hvis du er en SMV, som er underlagt CSRD om et par år først, så kan du på det tidspunkt gøre det samme. Altså lave en midlertidig DMA, hvor formålet er at gøre dig klar uden at bruge al krudtet. Det er dog vigtigt at holde øje med, hvad du kan genbruge, og hvad du bliver nød til at gentage det efterfølgende år.

    Min anbefaling: Året før du skal aflevere en DMA, der opfylder rapporteringsdirektivet, så lav en mindre tung øvelse, hvor du fokuserer på at lære omfanget og kompleksiteten af opgaverne, dog minimum således at du har et fornugtigt bud på, hvilke emner, der bliver væsentlige. Så kan du nemlig øve dig på at samle data ind i leverandørkæden året inden du skal bruge det.

 

Opsummeret

 

Kend din kunde

Der er sund fornuft i at kende sin kunde og de omgivelser, som de opererer i. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at mange af leverandørerne i deres forsyningskæder ikke er klar på denne agenda, så du har en ekstra mulighed for at skille dig ud!

Kend dig selv

Hvis du skal tale med dine kunde om bæredygtighedsspørgsmål, så skal du også løbende arbejde med bæredygtighed i din egen virksomhed, ellers er det utroværdigt, og du kommer ikke i betragtning.

Klar til at handle, mens vinduet står åbent?

Ligesom de store, så giver en dobbelt væsentlighedsanalyse, et rigtig godt grundlag for prioritering, strategi, handleplan og kommunikation – også selvom det ikke er et krav.

Der er et vindue åbent nu og de næste par år, hvor de store har brug for hjælp fra deres leverandører - udover at levere det de plejer - og kan I hjælpe dem signifikant bedre end andre, så er der mulighed for at blive en strategisk partner.

Reklame

Så lad mig hjælpe dig igang, eller få skabt fokus på de områder, der har en væsentlig betydning for dig, din virksomhed og vores fælles planet.

Ræk ud til mig for en dialog og/eller deltag i mit webinar d. 30/4 2024 kl. 10-11 om Dobbelt Væsentlighedsanalyse i Praksis. Registrer dig her.

 

BILAGSMATERIALE

 

Flere af virksomhederne leverer også en ESG factbook ved siden af rapporten, hvor de leverer alle de detaljerede tal og forklaringer.

 

Du finder links til rapporterne her:

https://www.maersk.com/~/media_sc9/maersk/corporate/sustainability/files/resources/2024/2023-maersk-sustainability-report.pdf

https://www.novonordisk.com/content/dam/nncorp/global/en/investors/irmaterial/annual_report/2024/novo-nordisk-annual-report-2023.pdf

https://www.carlsberggroup.com/reports-downloads/carlsberg-group-2023-esg-report/

https://danskebank.com/-/media/danske-bank-com/file-cloud/2024/2/danske-bank---annual-report-2023.pdf?rev=6d0eedfde5644c54b075199dfd935b1c

https://brand.issworld.com/m/76e003348fd904a0/original/Sustainability-Report-2023.pdf