Hvordan får vi SMV'erne med?

Denne episode af Dobbelt Væsentlige samtaler handler om hvordan de små virksomheder bliver ramt, og hvor de skiftende krav giver opgivenhed. Samtidig taler vi om at vi har travlt og taler indforstået, hvilket skaber endnu større afstand. Vi håber med denne episode at skabe en forståelse af den situation de små virksomheder er i, og give håb til at komme i gang, et skridt ad gangen.

.

Lyt til hele serien på spotify, apple eller youtube 

Som gæst har jeg inviteret Susanne Lübech, som oplever at mange mindre SMV’ere giver op efter indledningsvist have været positive omkring arbejdet med verdensmålene.

Susanne arbejder for ansvarlig produktion af interiør og kæmper for at få branchen med på den grønne omstilling.

FN’s 17 verdensudviklingsmål skabte en bølge

Vi havde faktisk været i gang 7 år før verdensmålene kom, men da de kom, oplevede jeg at jeg havde en fællesnævner med min branche.

De skabte et fælles sprog, så ikke alene ledelsen, mens også den almindelige medarbejder kunne forstå pointen og tale med om sagen. Og det er supervigtigt, når man som jeg gerne vil have alle med.

Med verdensmålene kunne du også starte med et mål ad gangen, og det var overskueligt og motiverende. Følelsen af at gøre en forskel ved blot at tage fat på et mål motiverede SMV’erne.

EU’s klimatog kører alt for stærkt

SMV’erne havde lige investeret i verdensmålene, sendt medarbejdere på kursus, lavet markedsføringsmaterialer, og havde lige fået det ind under huden – og pludselig, så er det ligesom glemt. Nu bruger vi en masse nye forkortelser og stiller en masse nye krav. Det er en skov af nye ting, som de skal sætte sig ind i.

Susanne har talt med mange SMVer, som fortæller at de ikke forstår forkortelserne.

Dem der taler om det, taler om det i en fart, hvor de ikke engang selv kan nå at sætte sig ind i det. Vi får eksempelvis et nyt krav fra en kommune, så ringer man for at forstå, hvad det går ud på, blot for at finde ud af at de ansatte heller ikke informeret om det.

De små er undtaget, men det tager folkedomstolen ikke hensyn til.

Det er muligt at de små er undtaget, men hvis du læser om det i avisen, så skal du langt ned i artiklen for at finde ud af at måske gælder det ikke mig.

I Danmark er vi typisk opdraget til at man skal opføre sig ordentligt, og derfor vil vi i de små virksomheder gerne leve op til de krav, der bliver stillet.

Der kommer hele tiden nye krav (og ikke kun indenfor bæredygtighed) og det koster penge, men også virkelig mange timer at sætte sig ind i.

Samtidig er folkedomstolen nok den hårdeste domstol herhjemme, hvor der er afregning med det samme, hvis du ikke gør det folkedomstolen forventer, så bliver du nødt til at forholde dig til det – uanset om du er undtaget.

Vi skal bare huske at alle har ikke samme vilkår for at deltage. Det er jo også en bæredygtig værdi at få alle med, at de ikke føler sig ekskluderet.

Kan vi ikke sætte tempoet lidt ned?

Susanne er helt med på at det er et dilemma, for vi er enige om at vi har travlt, men det er som om, at man har lukket øjnene for det her i mange årtier, og pludselig skal vi indhente det på meget kort tid. Når man så ser at regeringen og nogle større virksomheder sætter sig nogle mål, men ikke kan leve op til dem, samtidig med at jeg som lille virksomhed gerne vil leve op til kravene, så skaber det frustration om hvad der reelt er realistisk. Og hvis de store ikke mestre at indfri målene – skal jeg så satse mine knappe ressourcer og kommer min indsats til at gøre en væsentlig forskel?

Men hvis kunderne tager det bæredygtige valg, så er det vel ikke en svær beslutning?

Forbrugerne i det store hele tager ikke det bæredygtige valg, blandt andet fordi begreberne og certificeringerne også er fremmede for dem. Og hvilken certificering der er bedst skifter, og gør at mange giver op. Så værdien af de mere bæredygtige produkter, når ikke ud til forbrugeren, og så går investeringen for virksomheden jo tabt.

Så det kræver ekstraordinær stor ansvarsfølelse og investeringsvilje. Situationen efter pandemien for de små har fortsat været rigtig svær. En investering skal give mening, og det kan være svært at se på bundlinjen på kort sigt.

Hvordan holder du selv fanen højt?

Når man ser tilbage med dagens øjne, så vil man sige at min opvækst har været baseret på en bæredygtig livsstil og værdier. Efter 7 år i østen, som leder i en virksomhed, som absolut ikke havde bæredygtige værdier, så kunne jeg ikke forene mig med det. I 2009 mødte jeg en virksomhedsleder, som viste mig at man godt kunne drive en forretning, baseret på bæredygtige værdier. Så dengang var jeg måske lidt naiv og tænkte, at hvis jeg kan vise overfor hele branchen at det her kan lade sig gøre, så vil de også gå med, for det giver jo så meget mening.

Alle kan jo gøre det, men … !

Vi satte os for at lave produkter der er som de andre, mens den bæredygtige produktion og sociale ansvar er noget vi gør for vores egen skyld, da vi godt vidste at forbrugerne endnu ikke stemmer med fødderne.

Jeg kan jo se at det kan lade sig gøre, så det er faktisk svært at forstå, hvorfor ikke flere synes det er det rigtige at gøre. Fordi alle kan gøre det. Alle kan tage dialogen med deres leverandører om emballage, vedvarende energi og sociale forhold. Men hvis man agerer i et marked, hvor spillereglerne ikke understøtter det, så kan man ikke leve af det. Hvis man eksempelvis er en ældre ejerleder og ser ind i en kortere periode inden virksomheden skal overdrages, er det så en kamp, der er værd at tage?

Certificeringer er en jungle, et kontrolstempel og kræver meget.

En af kampene kunne være at certificere sine produkter. Det gør at forbrugere kan være trykke ved at man lever op til nogle bestemte standarder.

Der er dog en manglende indsigt i bagsiden af certificeringer. Indenfor bæredygtighed er der mange produkter, der slet ikke kan certificeres, som eksempelvis genbrugsmaterialer og upcyclede produkter. Vi kan som eksempel købe certificeret genbrugspapir, men fabriksproduktionen er ikke mere miljøvenlig end det nye papir vi kan fremstille ved håndkraft in-house af lokalt restpapir og tørring i den naturlige sol.

Der er også en ekstrem økonomisk omkostning, som er svær at bære for mange SMV’er, både for at få erhvervet certifikatet, men så kommer der en årlig omkostning, hvor indsatsen skal godkendes. 5000 dollars er måske ikke meget for nogle virksomheder, men når jeg tænker på, hvad de penge kunne gøre for dem, der arbejder for mig, så er det rigtig mange penge.

Hvis jeg skal sælge til det offentlige, så skal jeg have en certificering.

Det er en nem måde for indkøbere at vælge “bedre” produkter, men de ved ofte ikke hvad der ligger bag certificeringen. Certificeringer er et godt eksempel på, hvordan SMV’er må investere, men hvor markedet løbende ændrer sig, så det der var rigtigt i går ikke er rigtigt imorgen. Et godt eksempel på at det hele går så stærkt.

Så hvordan finder vi en model, hvor det SMV’erne gør, bliver ved med at have værdi for dem?

Susannes håb: Fælles begreber med kollegaerne

Hvis vi har et fælles sprog, så kan jeg motivere dem til, at deres indsatser giver mening.

Vi kan sige: “I skal ikke nå det til imorgen, men I skal gå igang nu. Det lille skridt I tager, det gør en kæmpe forskel. I er ikke kun med til at plante nogle frø, I er også med til at plante en kultur i jeres virksomhed, og så spreder det sig som ringe i vandet.”

Verdensmålene blev brandet så stort, at det havde indirekte den betydning. Vi mangler de fælles overskrifter, farver og tal i et sprog, hvor vi alle kan være med. Fra politisk side skal vi være bedre til at kommunikere, hvad der gælder for, hvilke virksomheder. Og endeligt så skal vi holde op med at pege fingre. Vi skal lade være med at hænge folk ud, som har fejlet. Når en virksomhed som bliver hængt ud, så er det rigtig mange ansatte og deres familier det går ud over.

Husk kulturen, der følger med, pas på vi ikke taber folk.

Når en virksomhed tager ansvar, så tager alle det med hjem til middagsbordet, hvilket er virkeligt positivt. Men det jeg oplever er at diskussionerne forstummer som begreberne bliver mere diffuse, og man ikke forstår dem. Og det værste er at når vi har været motiveret for noget, men går tilbage, så kræver det endnu mere arbejde at få folk med igen.

Vi oplever en stolthed blandt vores medarbejdere.

Har også lige haft ansættelsessamtaler, og begge nævnte at det betød noget at arbejde for en virksomhed, som tager ansvar. Det bliver mere og mere vigtigt, og en måde at tiltrække medarbejdere på. De små har i forvejen svært ved at tiltrække de dygtigste medarbejdere, så den del bliver vigtig at kommunikere i et sprog, hvor alle kan være med.

Tag dit valg med omtanke og lad være med at dømme andre.

Jeg er opdraget til at leve bæredygtigt. At spare, at bruge genbrugstøj, dog lidt mere ambivalent ift rejser. Det vi skal lære er, at når vi gør noget, så gør vi det med omtanke. Der er forskel på at rejse til Alanya 4 gange om året, og så dem der rejser med et formål. Og da vi ikke kan se forskel på dem der rejser på den ene eller andet måde, så skal vi stoppe med at dømme og pege fingre.

Jeg håber at vi fik motiveret nogen til at tage de første små skridt, men også at samtalen har skabt en indsigt i, hvad det er for vilkår de små virksomheder arbejder under.

Det er vi to om at håbe, Susanne. Tak for dine vise ord.

Om Susanne Lübech

Susanne arbejder kommercielt og resultatorienteret inden for forretningsområderne CSR og bæredygtighed. Siden 2009 har hendes fokus været på at skabe bæredygtige designs, ansvarlig produktion og social ansvarlighed.

Susanne er ejerleder, kreativ direktør og økonomi direktør i Lübech Living. Hun har en finansiel og strategisk uddannelsesbaggrund og har mere end 20 års erfaring fra leder- og direktør jobs i ind- og udland, primært i mode- og livsstilsbranchen.  

Susanne designer produkter i eget brand, er indkøbsansvarlig og ansvarlig for at sikre en miljøvenlig produktion og ansvarlig for hendes virksomheds social ansvarlig projekter. Hun arbejder med kommunikation og branding af virksomhedens brands og ESG arbejde.  

Herudover arbejder hun politisk for at skabe en mere ansvarlig interiørbranche. Dette gør hun ved at bruge sin stemme i diverse debatter/foredrag og magasiner om muligheden for at gøre vores branche mere klimaansvarlig samt sætte fokus på muligheder og udfordringer.

Susanne på LinkedIn 

Om serien: Dobbelt Væsentlige Samtaler.

Serien udkommer med en ny episode hver uge og her ser du min foreløbige plan og mine arbejdstitler:

1 – Hvert ton tæller – en samtale med Jesper Theilgaard.

2 – Kald din leverandør for partner – værdikædeanalyse med Claus Primdal Sørensen

3 – Udvid horisonten med interessentanalysen - Kristoffer Tarp, Advice.

4 – Løs forretningsproblemer med DMA’en – med Jasper Steinhausen, Business with Impact

5 – Sådan får du DMA’en igennem revisionen - med Carina Ohm, PwC.

6 - Kend jeres afhængighed af naturen - med Tobias Foght, Nordic Regeneration.

7 - Fra korslagte arme til gode kundedialoger - med Pernille Kiær, Lemvigh-Müller.

8 – ESG skal både være målbart og mærkbart - med Christina Blak, Make.

9 - Kærlighed og Kindhest - en opsang fra Steen Hildebrandt

Om Ole Bach Andersen, SustainImpact ApS

Få de næste episoder pr mail: Følg eller forbind dig til mig på LinkedIn.

Jeg hjælper virksomheder med at skabe en mere bæredygtig forretning gennem rådgivning, analyser, herunder dobbelt væsentlighedsanalyser, data til rapportering samt understøtter processerne digitalt.

Hjemmeside: https://sustainimpact.dk

Bloggen Bachs Bæredygtige Bryg: https://sustainimpact.dk/blog

Artikler om Dobbelt Væsentlighed: https://sustainimpact.dk/blog/tag/dobbelt-væsentlighed 

Følg SustainImpact på LinkedIn

 Ole Bach Andersen @ SustainImpact